Hypnoterapi  

Forestil dig, at du gerne vil holde op med at ryge. En traditionel hypnotisør får dig i trance og giver dig forskellige direkte forslag/kommandoer om, at cigaretter fra nu af vil smage dårligt, at du vil glemme helt at ryge dem, at du er ikke-ryger fra nu af m.m. Hvis din trance er dyb nok, og hvis din motivation til at holde op med at ryge er stor nok, accepterer din underbevidsthed idéerne, og du vil blive ikke-ryger. Direkte hypnotiske suggestioner holder imidlertid ikke evigt. Med tiden vil de holde op med at virke. Men den periode, hvor hypnosen har virket, vil i mange tilfælde være fuldt ud tilstrækkeligt til, at mange har fået sat en stopper for en dårlig vane, og de fortsætter med at være ikke-rygere. Derfor kan direkte suggestion være godt til at behandle en hel masse problemer med.

MEN hvis det, at man ryger, har rod i nogle dybereliggende ting - f.eks. at det er socialt at ryge sammen med andre, eller man bruger det måske som sikkerhedsventil, når man bliver stresset, eller at det kan give en legal undskyldning for at holde små pauser arbejdsdagen igennem - eller noget helt fjerde, som man ikke engang selv er klar over, så vil disse mekanismer stadig være der efter en direkte hypnosesession, der egentlig gik fint - og hive og slide i en for, at man skal begynde at ryge igen bagefter. Det vil man så gøre - så snart den direkte hypnose er holdt op med at virke.

Med hypnoterapi derimod, går man ind og finder frem til de situationer, der kalder på røgen - retter de misforståelser, der er i det ubevidste sind omkring rygning og fjerner dermed den dybereliggende trang til røgen. Man behøver derfor ikke at fremkalde afsky for rygning. Man har jo fjernet behovet. Denne løsning er holdbar, og en person, der har fået sin rygning behandlet v.hj.a. hypnoterapi, er som regel kureret for livet. Han har dog stadig valget om han vil begynde at ryge igen - men hvad skulle han dog det for?! Han har ingen grund til det længere.

Et andet eksempel:
En person er meget bange for bier og hvepse (apifobi). Under hypnosen laves en regression, hvor man finder frem til et tidspunkt, da personen var barn, og denne frygt blev grundlagt. Som barn var vedkommende ikke i stand til at se, at en bi eller hveps ikke var direkte livsfarlig. Han fik et chok eller voldsom forskrækkelse i en eller anden situation, hvor bier var til stede, og blev dermed hysterisk angst for bier og hvepse fra den dag af. Han fortrænger iøvrigt meget ofte denne oplevelse, fordi den simpelthen er for uhyggelig at kunne huske og tænke på. Men via hypnoterapi taler man direkte til det bange barn i hans indre og forklarer ham, at der ikke er noget at være bange for. Man bearbejder angsten og fjerner den. Når kilden til angsten fjernes ved dens rod, påvirker den ikke længere barnet i hele dets opvækst, og det voksne menneske er derfor heller ikke bange for bier og hvepse, når han vokser op og vågner af trancen. Den helbredelse, man afstedkommer i den tidlige barndom tages nu med op igennem livet, og når personen kommer ud af trance, vil det være som om han aldrig havde den oplevelse, der forskrækkede ham. Man kan sammenligne det, der sker lidt med filmen "Tilbage til Fremtiden" eller "The Butterfly Effect". Alle fobier er som regel meget nemme at behandle, og kræver sjældent mere end én behandling - så er de fjernet for tid og evighed.